Du kan hjælpe til at tidoble antallet af træer
Genopliv nedslidt landbrugsjord med oprindelige træer i Bolivia
Pris pr. træ: 16 kr. momsfrit.
Genopliv landbrugsjord i Amazonas med oprindelige træer
Skovrejsningsprojekter i Bolivia giver donorer mulighed for at gøre en stor lokal forskel via plantning af baru træer på udpint land- og kvægbrugsjord. Projektet planter 100-150 stk. baru træer pr. hektar, hvormed antallet af træer tidobles i f.h.t. antallet, som typisk er på land- og kvægbrugsjordene. Derudover skaber donerede træer lokale jobs, forbedrer hverdagen for det lokale samfund, samt yder hjælp til at genskabe biodiversiteten.
- Virksomheder kan donere baru træer til et helt område eller en del af områderne.
- Privatpersoner donerer via shoppen et antal træer som plantes sammen med andre kunders donerede træer.
Pris pr. træ: 16 kr. momsfrit
Baru træet
Baru træet er en truet træart i Cerrado regionen i Sydamerika, især i Brasilien og Bolivia. Det vokser i de tropiske til subtropiske områder, fortrinsvist i områder med 500-2000 mm regn årligt, dels på savannen (græsland, buske og træer) og dels som dele af egentlige skove. Det bliver typisk 60 - 70 år gammelt, 10-12 m højt med en diameter op til 70 cm og står oftest i mindre grupper. Det er et semi-hårdttræ på linje med bøg og kan anvendes til redskaber, møbler, og husbyggeri.
Sådan plantes jeres donerede baru træer
I Bolivia samarbejder vi med FOOD BY NATURE, en dansk-boliviansk virksomhed, der i samarbejde med lokale virksomheder og organisationer skaber langsigtede skovrejsningsløsninger, der er både økonomisk og klimamæssigt bæredygtige.
Generelt er plantning af træer i Bolivia en 98 % manuel opgave. Plantningen af 2.000-2.500 træer tager typisk 98 person-arbejdsdage samt to traktordage. For hvert plantet baru træ forberedes jorden ved at grave et hul på 1,5m x 1m x 1m. Traktoren benyttes til det allertungeste arbejde. Med 100 betalte arbejdsdage, er et skovplantningsprojekt velkomment for lokalbefolkningen i landområderne, hvor der kan være langt mellem betalt arbejde. Første landsby vi planter ved i Santa Cruz regionen er Comunidad San Juan Bautista - se området i Google Maps her
Planteprocessen
- Jordens beskaffenhed undersøges ved, at der graves et hul på 1,5 m x 1 m x 1 m.
- Der anlægges en lille planteskole ved siden af, hvor beplantningen skal anlægges. Her plantes træets kerne, baru-nødden, i hver sin plantepose.
- Når jord, temperatur og fugtighed er optimalt, spirer baru træet frem efter 17 dage og 2 uger senere er det klar til plantning.
- Det markeres med en træstok, dels for at undgå, at det bliver trådt på af mennesker, og dels for at det efterfølgende er let at kontrollere, om alle træer er i god stand.
Revitalisering af nedslidt landbrugsjord
I træets naturlige vækstområde er der store arealer med nedslidt landbrugsjord, som har mistet sin frugtbarhed. Baru træet har en række egenskaber, der er effektivt til revitalisering af nedslidt eller eroderet landbrugsjord:
- Det tilfører jorden kvælstof, idet baru træet er en bælgplante.
- Dets store rodnetværk og mikrolivet omkring det, giver jorden porøsitet, således at den kan optage vand og næringsstoffer.
- Fra træet er 2 år gammelt kan det sameksistere med kvæg. Da det samtidigt giver skygge til kvæget, er det velkomment på nedslidte kvægfarme.
Da træet er opstået i regionen og i dette klima, behøver det ikke vanding. Dets overlevelsesgrad er høj – efter 2-års alderen overlever ca. 99% af træerne. Ofte står der 2-10 træer pr. hektar på de nedslidte kvægfarme, men dette bringer vi op til 100-150 træer pr. hektar - altså mindst en tidobling.
Se eksempel på certifikat her
Billede 3: baru træ 1 år gammelt
Billede 4: baru træ 20 år gammelt
Baru træets frugter
Et voksent, fritstående baru træ producerer ca. 150 kg frugter om året. Når træerne står i skov, vil det dog være en del mindre. De har brug for direkte sollys for at nå gode produktionsniveauer. Frugterne har yderst et lag sødt frugtkød. Det anvendes af den lokale befolkning eller spises af kvæg, andre pattedyr og af fugle. Under laget med frugtkød er en træagtig ”skal”. Under det træagtige lag er træets frø. Det minder om en nød. Lokalt betegnes det en mandel (Almendra de Chiquitania), men den mest udbredte betegnelse udenfor Sydamerika er en Baru nød.
Nødden er næringsrig, med dens protein- og olieindhold. Frugterne og træets andre dele ser ud til at have en del anvendelser indenfor medicin og næringsregulering, men dette er endnu ikke færdigudforsket.
Vigtigt for de lokale
Hele baru træets frugt anvendes af de lokale samfund. Først og fremmest er nødden et vigtigt kosttilskud og med sit høje protein indhold reducerer
den behovet for kød. Vores lokale skovrejsningspartner 4EverForest har i forbindelse med plantningsprojektet udviklet en særlig ”nøddeknækker” så nødden kan komme hel ud af dens indkapsling. Dette forbedrer salgs- og eksportmulighederne. Der er en eksport i gang fortrinsvist til USA og Canada, hvilket giver de lokale samfund en kærkommen indtægtsmulighed.
Den træagtige og tykke ”skal” omkring nødden bliver i baru træets vokseområde brugt af den lokale befolkning til trækul. Dette reducerer behovet for at fælde træer og buske til madlavning m.m. Vores internationale CSR samarbejdspartner i Bolivia, Swiss Contact, har i forbindelse med forberedelserne til plantningen af baru træerne sørget for udviklingen af et værktøj til, at de lokale samfund kan presse trækullet i briketter, således at det kan transporteres og sælges, fx som grillkul.
Klik på billede 4 nedenfor og se en oversigt over baru frugtens indhold.
Området
Vores første baru træ skov ligger i Santa Cruz regionen i Bolivia. Det er et område, hvor der oprindeligt har været tropisk skov, som en del steder har karakter af regnskov, dels savanneagtigt landskab med træer, buske og græs. Mange steder står skoven endnu, men et stigende antal steder er skoven enten ryddet eller brændt for at give plads til landbrug.
Denne tendens startede i 1950´erne, da der skulle skaffes mad til en endnu sultende verden og udvandrere søgte bort fra dårlige økonomier i det meste af verden og til områder, hvor der var ledig jord. Med det stadig stigende pres på fødevareproduktionen er denne tendens fortsat.
Efter 10-50 års brug som landbrugsjord, er jorden nedslidt og ufrugtbar, og nedbrydningen af den – erosionen – bliver tydelig. Når tropisk jord ryddes, udsættes den for stærk sol og stærk tropisk regn, der hurtigt nedbryder det frugtbare lag og skyller det bort. Derefter er det vanskeligt at få andet til at vokse end græs og biodiversiteten er da reduceret med mere end 95%. Der er tusindvis og atter tusindvis af sådan nedslidt og eroderet landbrugsjord i Santa Cruz regionen i Bolivia.
Det globale perspektiv
Nogle kilder nævner baru træet som et truet træ. Dette vil vi dog ikke tage til indtægt for projektet, da vi véd, at det stadig findes i tusindtal alene i Bolivia. Kildernes bedømmelse skyldes formodentligt, at træets største vokseområde, Cerrado biomen i Brasilien er under hastig nedbrydning som følge af inddragelse til landbrug og udstrakte skovbrande.
Plantningen af baru træer giver såvel globalt som lokalt flere markante fordele. I vores baru plantninger tidobler vi, område for område, antallet af træer, hvilket over de næste 10-50 år vil have stor effekt.
Erosion og klima
Hvert år ødelægges 600.000 km2 jord af erosion. Når vi tidobler antallet af baru træer, får jorden fornyet voksekraft og evne til at opsuge vand, samt beskyttes mod sol og tropisk regn. Det reducerer erosionen, og vi får bragt jorden fra at være på grænsen til gold og uproduktiv, til at kunne danne grundlag for både træer og fødevareproduktion.
Når vi tidobler antallet af træer øges optaget af CO2. Dette reducerer klimapåvirkningen, hvilket igen reducerer erosionen.
Fødevareproduktion og baru træer kan sameksistere
Fra 2010-2050 fordobles det globale behov for fødevarer. Det medfører, at enten skal træer og fødevareproduktion kunne sameksistere, eller også skal skov-og naturarealer svarende ca. til det nuværende landbrugsareal inddrages til landbrug.
Derfor er det vigtigt for os, at vi med baru træet kan både tidoble antallet af træer, og samtidigt være med til at øge fødevareproduktionen. Dette er afgørende for klodens fremtid.