Pluskontoret Arkitekter ønskede sig til deres 20 års fødselsdag i 2014 donationer til plantning af træer - det blev til 1.661 træer. Samme ønske havde de til deres 25 års fødselsdag i september 2019 som blev til 2.630 træer og i forbindelse med en reception i 2021 blev 1.250 træer doneret.
Træer doneret i alt: 5.541 træer.
Pluskontoret Arkitekter gentager den blå-grønne succes
Når den århusianske tegnestue Pluskontoret Arkitekter i september 2019 fejrer 25 års fødselsdag, håber virksomheden endnu engang at kunne plante nye træer i lokalmiljøet.
Da tegnestuen i 2014 fejrede 20 års fødselsdag, var det nemlig med et ønske om, at gæsterne som fødselsdagsgave, gav donationer til rejsningen af en ny folkeskov, frem for vin, chokolade og blomster. De mange flotte donationer blev forvandlet til plantningen af 1651 træer i Åbo Folkeskov, tæt ved Årslev Engsø.
I 2019 ønsker Pluskontoret sig træer til et nyt skovrejsningsprojekt i True uden for Aarhus. Når projektet er fuldendt, vil der være plantet 17 HA ny skov, som bl.a. er med til at sikre det værdifulde grundvand i området.
”Vi håber, at vores gæster er med på planen om at plante nye skove og gerne er ligeså gavmilde som i 2014” siger Suna Cenholt, partner i Pluskontoret Arkitekter og fortsætter ”der er rigtig mange gode værdier i folkeskovene, som vi gerne vil støtte. Folkeskovene er sikret at være offentlig tilgængelige, giver en god fremtidig herlighedsværdi for lokalområdet, sikrer højkvalitets drikkevand, er tværgående samarbejdsprojekter, - alt i alt et både mangfoldigt og helhedsorienteret bæredygtigt koncept, hvilket passer godt til tegnestuens egne værdier”.