Nye Folkeskoveskove er med til at sikre rent drikkevand.

Du kan være med til at rejse Folkeskove over grundvandsressourcer. Ved at donere træer til en ny skov i dit område eller et andet sted i landet er du med til at sikre rent drikkevand, renere luft for fremtidige generationer og rekreative områder tilgængelige for alle.

Skovene bliver drevet uden brug af pesticider og får fredskovstatus, hvilket betyder, at der også i fremtiden vil være skov på arealet.

Sådan fungerer det
For hvert doneret træ overgår minimum 16 kr. til kommune/Naturstyrelsen til at finansiere: 

- klargøring af jord og tilplantning af nye skovområder (ca. 4.000 træer pr. hektar), 

- hegn, stier og P-plads, samt

- tre års etableringspleje, hvor evt. udgåede træer erstattes af nye.  

Pengene indbetales direkte på en sikret bankkonto i Folkesparekassen, hvor de fastlåses, indtil de nye Folkeskove skal plantes. Kommune/Naturstyrelsen står for at planlægge og anlægge Folkeskovene, og de har også ansvaret for skovenes fremtidige drift og vedligehold. Folkeskovene får status af fredskov, så det i henhold til loven skal forblive skov i fremtiden.

Derfor er skovene så vigtige!

Rent drikkevand
I Danmark kan vi stadig sende urenset grundvand som drikkevand til forbrugerne. Det er en ressource, vi skal værne om. Hvert år lukkes adskillige drikkevandsboringer, fordi vandet har for høje koncentrationer af pesticider. Ved at lade arealer overgå fra konventionel landbrugsjord til skov, stoppes tilførslen af pesticider og næringsstoffer, der kan sive ned og forurene grundvandet. Skovrejsning er ud fra en samfundsøkonomisk betragtning det mest effektive virkemiddel til at beskytte grundvandet. Samtidig giver nye skove rekreative og naturmæssige sidegevinster.

Rekreation og sundhed
Skovene er danskernes foretrukne friluftssted. I skovens dybe stille ro fornemmer vi årstidernes gang, og vi kommer tæt på dyrelivet og planterne. Her kan vi bruge sanserne, hygge os og slappe af eller være aktive med familie og venner. Helt gratis og uden at booke plads i forvejen.

Plante- og dyreliv
Over halvdelen af danske plante- og dyrearter er knyttet til skoven, hvilket inkluderer mange truede arter. Skove med forskellige træarter og med både unge, gamle og døde træer giver grobund for størst mulig variation i plante- og dyrelivet og dermed den højeste biodiversitet.

Kampen mod global opvarmning
OPVARMNING Skovene har en vigtig regulerende effekt i forhold til atmosfærens indhold af CO2. En del af den menneskeskabte klimaforandring skyldes, at store skovområder verden over er forsvundet. Træerne binder CO2 fra luften og lagrer den i veddet, som først igen bliver frigivet, når træer afbrændes eller nedbrydes. Ved at plante nye skove lagres en langt større del af atmosfærens CO2, hvorved den globale opvarmning modvirkes.


2017 Copyright, Growing Trees Network Foundation